tunnel visioner

en udfordring af negative forestillinger.

På denne post har jeg lagt noget materiale om et projekt fra 2004 i tunnellen ved Dronning Louises Bro, Nørrebro, København.

Der er:

- en beskrivelse af projektet.

- nogle fotos (der ikke har det godt med blandingen af dagslys og kunstlys).

- en logbog hvor jeg har beskrevet noget af det jeg oplevede de fire dage.

- motivationen for projektet.

- plan og snit i 1:200.

tunnelprojektet, GÆSTEBOG til miljøfestivallen 3-6. juni 2004, gangtunnelen ved Dr. Louises Bro

beskrivelse af eksperimentet:

oplevelsen af tunnel-rummet forandres til et lyst og gladere sted:

- loftet og den klinkebelagte væg dækkes/sløres med hvidt stillads-net (sikkerhedsnet).

- 6 højtalere på stativ bag gittervæggen, spiller musik i et dæmpet men hørbart lydnivau.

- folk, der passerer gennem tunnellen, vil ha' lov og mulighed for at dekorere rummet ved at fastgøre forskellige materialer (mindre farvede brandhæmmede tekstilgestande mm.) til sikkerhedsnettet.

- der vil være et arbejdsbord placeret langs gittervæggen med materialer og redskaber.
(jeg vil selv være til stede og evt. deltage så meget som jeg mener det nødvendigt)

- 8 halogenbyggelamper på stativ bag gittervæggen, hæver lysniveauet. Denne belysning er helt fleksibel så der er mulighed for at justere den, hvis det af en eller anden grund skulle vise sig at være interessant.

- håbet er at rummet på den måde kan lægge op til at tænke - f.eks i nye muligheder - og hvis det skulle lykkes, er der mulighed for at give udtryk for disse tanker, oplevelsen af festivallen og drømme om byen og dens miljø i 2 gæstebøger.
Gæstebøgerne placeres langs gittervæggen på pulte i forskellige højder (barn/voksen) sammen med tuscher i forskellige farver. Det vil være frit for om man vil skrive, tegne, digte eller noget helt fjerde. Man kan også nøjes med at kigge på, hvad andre har skrevet/tegnet og måske blive inspireret af det:

skrivepult i børnehøjde.

det lignede lidt en gang vasketøj til tørre, men det virkede altså som om, folk begyndte  at gå langsommere

LOGBOG FOR EKSPERIMENTET ”PROJEKT GÆSTEBOG”

Torsdag:

Problemer med et andet projekts færdiggørelse betød, at jeg fes forvirret og stresset rundt til et godt stykke op ad dagen i stedet for at være til stede i tunnelen, og få startet den op.

Men jeg nåede at være der lidt først på dagen, og måtte straks til at revidere mine forventninger til, hvordan tingene ville udvikle sig: Gæstebøgerne kæntrede fra første side i forhold til min forestilling om dybsindige og eftertænksomme forslag til at gøre byen gladere.

En skoleklasse kastede sig over dem. Der var pænt knald på, og de interne forhold mellem eleverne og mellem eleverne og læreren virkede til at spille en ret stor rolle i det, der foregik på papiret.

Senere på formiddagen kom min søster forbi med en veninde. De gik i gang med at dekorere selve tunnelen, og straks ”gik det galt” igen: min søster begyndte at flette stof ind i metalgitteret, hvilket jeg slet ikke havde overvejet som en mulighed. Men da jeg lige var kommet mig, kunne jeg kun se det som et plus - både dekorationsmæssiget og som oplevelse.

Men da veninden begyndte at hænge tekstilerne op i loftet på en måde, der mindede mig om vasketøj,  var sværere, for det kunne jeg mærke, jeg havde meget meget svært ved ikke at forsøge at gribe ind over for. Og så var der problemer med dogmet. Jeg valgte at prøve at begynde at snakke med hende om, hvad det var hun havde gang i, og det viste sig, at hun var meget fascineret over mønstrene på tekstilerne og bare syntes de skulle op og hænge. Hun havde ikke forholdt sig til, hvad de ellers gjorde ved rummet, eller hvordan det så ud som helhed. Så det var hun faktisk glad for at få nogle meninger om. Jeg var så også blevet lidt klogere, og reviderede min rolle til noget i retning af gartner for stedet, hvor det var i orden, at jeg blandede mig med min faglighed, og også løbende trimmede ”væksterne”, så stedet blev ved med at være noget, jeg mente, ville være en interessant - og måske inspirerende - oplevelse at bevæge sig gennem.

Ud på eftermiddagen havde jeg endelig tid til at være ordentligt til stede, og en ven, Ulrik, var dukket op og engagerede sig i at være med til at få projektet rigtigt i gang.

Jeg lagde mærke til, at der tilsyneladende ikke var forsvundet hverken materialer og redskaber, selv om der ikke havde været opsyn.

På Ulrik's initiativ rykkede vi bordet ud i fra væggen og ud på midten af ”kørebanen” sammen med de forskellige materialer for at gøre mulighederne på stedet mere synlige. Og så snart de første børn havde fundet ud af, hvad de havde lov til at gøre, gik det ret hurtigt. Stedet fik nærmest karakter af en børnehave.

Det med at flette ansigter i metalgitteret, som min søster havde gjort, blev et populært tema, men der blev også hængt stof op og tegnet og skrevet i gæstebøgerne. Så da dagen sluttede var det tydeligt at der skete noget dernede.

Ud på aftenen pakkede jeg materialer og redskaber væk og demonterede lydanlægget.

Men gæstebøgerne lod jeg ligge fremme med tuscher, sakse, limstifter og materialer, og var spændt på at se om min fornemmelse af, at de måske ville få lov at blive liggende natten over, holdt stik + om der ville komme noget interessant fra nattevandrerne.

Fredag:

Formiddag:

Gæstebøgerne var der stadig inkl. samtlige redskaber og materialer. Og der var tilsyneladende heller ikke blevet ødelagt noget af dekorationen.

Indholdet i gæstebøgerne var meget blandet: Børnetegninger, destruktive og ”negative” udbrud, sammen med en del homofobiske og seksuelt orienterede ting og så enkelte mere tænksomme indlæg.

Jeg var lidt lav på energi, så jeg gjorde ikke nogen målrettet indsats i forhold til at skabe deltagelse.

I stedet satte jeg mig og gik i gang med at lave noget dekoration selv, som jeg var blevet inspireret til dagen før og trimmede lidt på noget af det, der var blevet hængt op. Det var så i øvrigt alt, der skulle til for at gøre en del af – primært – børnene nysgerrige, og få nogen af dem til at være med.

Miljøborgermesteren kom forbi med følge, og fik en præsentation af projektet og dets idé. Oplysningen om at gæstebøgerne havde fået lov til at ligget frit fremme natten over, vakte en vis forundring, "men lad os nu se, hvordan de klarer en fredag nat", sagde hun, da hun gik, og lykkedes med at gøre mig lidt nervøs.

Brugte også noget tid til at få lydanlægget til at fungere ordentligt. Og jeg begyndte at notere mig, at folk virkede lidt forundrede når de gik gennem tunnelen. Det virkede som om de begyndte at gå langsommere mens de kiggede nysgerrigt på mangfoldigheden, oplevede det anderledes lys og hørte musikken.

Lørdag:

Gæstebøgerne havde overlevet endnu en nat.

Jeg havde lavet et lille forsøg i retning af og se om det var muligt at give indlæggene i gæstebøgerne en ”retning”, ved at havde taget den blanke reservebog, og skrevet en lille eftertanke-historie på en af de første sider, for se om der var nogen der ville samle den bold op.

Det kunne godt se ud til at det havde en vis virkning....men styre indholdet helt eller halvt kunne det absolut ikke.

Resten af dagen udviklede stedet sig stille og roligt, med varierende grader af deltagelse, stadig mest børn.

Spredte episoder af – mest drenge – der skulle afprøve, hvor de forskellige grænser gik, mht. hvad man kunne få fingre i (men de spurgte altid).

Om aftenen blev den ene ende af tunnelen brugt til omklædning og sceneåbning til et modeshow. Det betød, at tunnelen blev lukket i den ene ende med forhæng af presenninger. Modeshowet var fint, men da jeg kom ned i tunnelen senere på aftenen, var en del af dekorationerne hevet ned, og det var - tilsyneladende - blevet sparket til den ene af gæstebogspultene....som så - så vidt jeg kunne se - var blevet "genoprettet".

Det var en kæmpe skuffelse. Jeg havde - indså jeg - efterhånden fået en idé om, at tesen med, at tillid og skrøbelighed og mulighed for deltagelse som midler mod hærværk kunne holde 100%, og at den også skulle holde 100 % for, at projektet havde værdi. Men det var virkeligheden, projektet (og jeg) skulle forholde sig til, og motiveringen for projektet forholdt sig faktisk til det, at der altid vil være nogen, der kan finde på at ødelægge et eller andet, men at det netop er det, vi ikke skal lade være styrende for, hvordan vi indretter os. Så det var faktisk først der, det rigtigt gik op for mig, hvad projektet gik ud på.

Jeg måtte så i gang med at reparere skaderne. Og det var faktisk en hel go' fornemmelse at gå og reparere dekorationerne med den filosofi i baghovedet.

Søndag:

Alt intakt og lidt nyt i gæstebøgerne.

Selve dagen mindede meget om lørdagen, uden ekstraordinære hændelser.

Kl. ca. 16 begyndte vi at pakke tunnelen ned.

Jeg havde ikke lagt eksperimentet an med en plan for, hvordan resultatet kunne gøres op, hvilket jeg nu ser som en fejl.

Der skulle nok være lavet nogle mere præcise registreringer af forløbet, og måske en optælling af hvor meget der blev lavet af fx. udsmykning.

Men vi kunne i hvert fald gøre op, at der tilsyneladende, i løbet af de fire dage - højest var forsvundet to ud af tyve tuscher og et våbenmagasin. Og for mit vedkommende var der også en generel irettesættelse i at stort set hver gang, der var noget jeg ikke kunne finde, var min øjeblikkelige tanke: "det er blevet stjålet". Men jeg fandt tingene igen hver eneste gang.

MOTIVERING FOR "PROJEKT GÆSTEBOG"

tese:

Jeg har arbejdet ud fra en tese om, at tunnelens miljø signalerer mistillid.

Den tanke, der ligger til grund for, at tunnelen er blevet bygget, har, som jeg ser det, været både fin og smuk: at folk skal kunne spadsere langs søerne uden at skulle krydse den trafikkerede vej (sikkerhed, tryghed).

Og man har brugt ressourcer på at realisere den idé.

Realiteten omkring stedet er bare den, at de fleste mennesker oplever det som utrygt, ubehageligt og usikkert. For de fleste gælder det om at komme gennem så hurtigt som muligt.

Jeg er ret sikker på, at en af de faktorer, der har ført til, at stedet har fået sin hårde og ubehagelige karakter, er den grad af hærværkssikring man har forsøgt at indarbejde i projektet. Det er endt med at hele stedet signalerer: ”vi tror du vil ødelægge noget” og ”her kan du ikke ødelægge noget”.

Men hvis der ikke er noget man kan ødelægge, så kan man heller ikke vælge at lade være.

Og stedet er på den måde blevet afvisende og fremmedgørende, hvilket bevirker, at vi ikke føler noget ansvar for stedet.
I yderste konsekvens er den slags steder med til at undergrave vores omsorg for byen og skabe ligegyldighed over for dens miljø.

sigte:
Den antagelse, der ligger til grund for dette projekt er, at det kan være anderledes:

Men det betyder, at vi er nødt til at løbe en risiko og lade være med at lade os styre af frygten for, at nogen vil ødelægge ting, selv om vi ved, at det altid vil ske en gang i mellem.

Det at lave idiotiske ting er efter min mening (og personlige erfaring) en del af det at udvikle sig som menneske og dermed noget vi skal være indstillet på at reparere og rydde op efter. Omkostningerne ved at forsøge at forhindre og kontrollere det er simpelthen for store.

Derfor skulle projektet gerne skabe en oplevelse af stedet, der er så anderledes, i fht. det de fleste efterhånden har vænnet sig til (og nærmest betragter som en naturlov for den slags steder), at man får øjnene  op for, at der er andre muligheder.